Materiale lavet til Coding Pirates Horsens [In Danish]
Undervisning er svært, virkeligt svært. Det har været min primære erfaring efter knap to sæsoner hos Coding Pirates Horsens.
Minecraft
Første forsøg var at skrive et hæfte om at lave mods til Minecraft via JavaScript. Tanken var at ungerne kunne læse lidt, løse opgaver, få hjælp når det var svært.
Forløbet skulle vare fire uger, og så skulle de videre til næste forløb. Det fungerede tåleligt, specielt delen hvor “programmeringen” foregik direkte i Minecraft.
Så kom sæson to. Nu skulle der kød på så fortsætterne følte de kom fremad. De skulle lave et Battle Royale mod i Minecraft. Dele af forløbet gik godt; Det var sjovt at lave tryllestave (eller fisk) der skød med ildkugler og fik modstanderen til at flyve op i luften. Men forløbet mindede om klassisk klasserumsundervisning, og det har ungerne allerede haft rigeligt af når de møder op klokken fem på en varm eftermiddag.
Forløbet var for svært og de begyndte at kede sig. Det skriftlige element kom i vejen. Det er svært at få skrevet et for-loop rigtigt, der går kludder i parenteserne og fejlbeskederne er uforståelige. Der må prøves noget nyt.
Flipped Classroom og GameMaker
Det nye forsøg er inspireret af Flipped Classroom. Der er skiftet til GameMaker. Bogen er smidt ud til fordel for små YouTube videoer. Det er nemmere at gå til, man kommer hurtigere frem og man kan fokusere på andre ting end programmering. Man kan lege med graffik, lyd, level-design og masser af andre ting. Og med GameMakers Drag-and-drop programmering fjernes en stor del af det skriftlige element der kom i vejen for Minecraft forløbet.